Næseskylning

af Joachim Rodenbeck

"Som barn havde jeg ofte bronkitis i sammenhæng med astma, og siden dengang har jeg sjældent rigtig kunnet trække vejret gennem næsen. Den dag jeg lærte næseskylning kunne jeg igen for første gang helt frit trække vejret gennem næsen." (40-årig kursusdeltager fra Oslo)

Hvorfor skylle næsen?

At skylle næsen med kropsvarmt saltvand er en yogametode, hvis nytte for tiden opdages af stadig flere mennesker. Denne artikel handler om dens oprindelse, anvendelsesmuligheder og forskelligt andet, der er værd at vide. Næseskylning, også kaldet Neti, er meget let at udføre, enhver kan lære det. De få anvisninger der gives sidst i artiklen, skal dog nøje overholdes.

Neti virker forfriskende, og næsen bliver behageligt åben. Hele næseområdet bliver afspændt og renset indefra: Slim, støv og snavs, selv pollen og allergifremkaldende partikler bliver blidt skyllet ud. Denne enkle metode kan også hjælpe ved mange lidelser eller sygdomme, f.eks. forkølelse, tørre slimhinder, allergi og astma.

I forskellige kulturer...

I yogatraditionen er Neti en af de såkaldte Hatha Yoga-metoder, som på forskellige måder renser kroppen. Der er lignende metoder for øjnene, maven og tarmene. Neti findes i forskellige varianter, men den blideste og behageligste er nok den, hvor man ved hjælp af en speciel kande (se billedet) hælder saltvandet gennem næsen. Tilsvarende metoder, i mere eller mindre fuldendt form, kan spores i mange forskellige kulturer.

Hos os her i Norden er næseskylning kendt som et gammelt husråd mod forkølelser og infektioner. Gamle fiskere fortæller, at de livet igennem har undgået forkølelser ved dagligt at snuse saltvand op fra hånden eller en lille skål og igen spytte det ud af munden. Lignende beskrivelser af, hvordan mennesker benytter sig af havvandets helbredende og desinficerende virkning, kan man bl.a. finde i Frankrig og Finland, ja selv fra Jamaica. På vores pensionisthold i København kan mange af deltagerne stadig huske, hvordan de i deres barndomshjem regelmæssigt benyttede næseskylning ved forkølelser. Omkring århundredeskiftet kunne man endda på mange skandinaviske apoteker købe næseskylningskander af glas.

Følgende historie stammer fra Sydsverige: På en kaserne havde man en stor beholder med saltvand stående, forneden på beholderen var der en lille hane med en gummislange. Følte soldaterne, at en forkølelse var under optræk, satte de næseboret til slangen og lod vandet løbe igennem. Det var det mest effektive middel, de kendte mod forkølelser.

...og idag

I lang tid har denne gamle teknik set ud til at ville gå i glemmebogen til fordel for den moderne medicin. Da de første yogalærere fra vores skole for over 20 år siden kom fra Indien til Skandinavien med netikander, var de næsten ukendte og mange oplevede dem som et eksotisk kuriosum. Men idag er næseskylning blevet en populær og etableret metode - mange ser det som naturlig kropshygiejne og som et billigere og frem for alt sundere alternativ til medikamenter som næsedråber og næsespray. Specielt i Sverige viser også lægerne stor interesse: "Vi anbefaler næseskylning mod tørre slimhinder, til personer med allergi og ved arbejde i støvede omgivelser" siger overlæge Dr. Claude Laurent fra øre-næse-halsklinikken i Falun i Sverige. Han og hans kollega Dr. Matström fra Huddinge Sygehus i Stockholm er to ud af mange læger, som anbefaler Neti til deres patienter.

Ved Skandinavisk Yoga og Meditationsskole underviser vi i næseskylning på alle vores yogakurser, og i løbet af de sidste 20 år (denne artikel er fra 1993) har ca. 75.000 mennesker i Nordeuropa lært næseskylning hos os. Af og til hører man spørgsmålet: "Hvorfor i alverden skal vi skylle næsen?!" Men når folk først har prøvet Neti, bliver de overraskede over hvor let og behageligt det er, og frem for alt hvilken virkning det har. Mange fortsætter med at bruge Neti regelmæssigt derhjemme, og kornmer tilbage og fortæller om, hvordan det hjælper dem.

Elever fortæller

Spektret af erfaringer er bredt: Der er dem der helt enkelt fortæller, at de føler sig friskere, mere vågne og klare i hovedet efter at have skyllet næse. De fremhæver først og fremmest den afspændende virkning, som endda kan lindre eller afhjælpe forskellige former for hovedpine, f.eks. migræne.

Andre har næseskylningen hjulpet mod fysiske lidelser eller endog alvorligere sygdomme. En 19-årig elev siger: "Jeg led i årevis af kronisk bihulebetændelse med kraftig hovedpine, træthed o.s.v. Medicin hjalp ikke længere, og jeg skulle opereres. Efter at jeg havde lært næseskylning sammen med nogle åndedrætsøvelser, brugte jeg det hver dag. Operationen blev unødvendig og i dag er jeg helt rask". Netop ved bihule- og pandehulebetændelse har mange fortalt om Netis gavnlige virkning. For at få en optimal virkning i forbindelse hermed, skal næseskylning udføres sammen med bestemte åndedrætsøvelser. Her behøves dog en kompetent vejledning fra en yogalærer.

Også ved allergier har mange gjort positive erfaringer. Det går dem bedre når de i pollensæsonen skyller næsen. En kvinde fra Stockholm fortæller, at hun siden barndommen har lidt af en stærk pollenallergi hvert forår med de sædvanlige symptomer: Hævede øjne, der løb i vand og en fuldstændig tilstoppet næse. I dag har hun intet besvær mere, selv ikke midt i pollensæsonen. Hun skyller næsen dagligt, ved behov endda flere gange.

Hvad siger fysiologien?

Hvad der nøjagtigt sker ved saltvandsbadet beskriver professor Paul Stoksted fra Odense: "I bihulerne og på næseslimhinden befinder der sig mikroskopisk små fimrehår, såkaldte Cilier, som alle vibrerer i samme retning. Under et mikroskop ser de ud som en kornmark, der vajer i vinden. Cilierne er dækket af et slimlag, der opfanger støv, bakterier, pollen og hvide blodlegemer. Gennem deres bevægelse bliver slimhinden et transportbånd, så slimet og de opfangne partikler transporteres gennem næsen, ned i svælget og videre til maven". Det er altså ikke kun slimhinderne i næsen der stimuleres gennem neti, det sker ligeledes i resten af luftvejene helt ned til lungerne, hvilket ikke mindst er en fordel for rygere. Faktisk har næseskylning en aktiverende virkning på alle slimhinder i kroppen, også i maven og i øjnene. Professor Paul Stoksted fortsætter: "Bevægelsen af fimrehårene kan lammes af virus og allergifremkaldende stoffer, og også ved udtørring kan slimlaget blive sejt og skorpet og miste dets funktion. Skylningen med saltvand holder slimhinden fugtig, fimrehårene stimuleres og skorpedannelse, støv og andre indtørrende partikler såvel som allergifremkaldende stoffer fjernes". Hvis man specielt har problemer med tørre slimhinder, som jo ofte forekommer ved tør luft i kontorer og andre steder, kan man tilføje vandet en dråbe mandelolie (eller en anden planteolie).

Hvorfor næseskylning hjælper ved kronisk tilstoppede næsebor og bihulebetændelse, forklarer Dr. Kenneth Uhre fra Tallmogården Sanatorium i Sverige: "Næsehulen står gennem små åbninger i forbindelse med bihulerne. Når disse kanaler under en forkølelse lukkes p.g.a. hævede slimhinder, kan det føre til bihulebetændelse (Sinusitis). Gennem næseskylningen holdes kanalerne frie". Det samme gælder for pandehuler og kæbehuler, der på tilsvarende måde står i forbindelse med næsehulen.

Regelmæssig brug af Neti kan også virke forebyggende på forkølelsessygdomme, idet det forandrer næseslimhindens PH-værdi mod det basiske. For kun når slimhinden er for sur, det vil sige når PH-værdien er for lav, kan virusorganismer overleve og bore sig ned i slimhinden og derefter udvikle sig til en infektion. Er PH-værdien derimod højere, dør virussen. "Mange mennesker kan endog opleve symptomer, når åbningerne lukkes af andre årsager som stressreaktioner og overbelastning" siger Dr. Uhre. På denne baggrund er det også klart, hvorfor Neti helt konkret kan lindre psykosomatiske lidelser som f.eks. astma - da slimhinderne også ved astmatiske anfald hæver, og giver åndedrætsbesvær idet passagen i luftvejene vanskeliggøres af slimdannelse.

Netis virkninger er altså meget omfattende og anvendelsesområderne talrige. Det er op til den enkelte hvordan vedkommende ønsker at bruge det: Som en daglig rutine sammen med tandbørstningen, som "medicin" når man har brug for det, som hjælp når man vil holde op med at ryge, i sammenhæng med yogaens åndedrætsøvelser, eller simpelthen bare når man har lyst til en opfriskning...

Sådan udføres Næseskylning - Neti

  • Til næseskylning bruger du en netikande - den har en tud som passer i næseboret. Fyld den med lunkent vand (ca. 1/2 liter) og opløs en teske salt deri. Vandet bør have samme saltindhold som kroppen - så det føles behageligt når det løber igennem næsen.
  • Du kan bruge almindelig salt, men se om du kan finde salt uden antiklumpningsmiddel. Havsalt kan også bruges, men kan hos nogle mennesker give allergiske reaktioner (eventuelt kan det indeholde pollen).
  • Vandet i kanden har nu den samme saltkoncentration som kroppen (0,9 %), og det vil føles behageligt, når vandet løber igennem næsen.
  • Lav f.eks. Neti over en vask. Du holder kanden i den ene hånd og sætter tuden i det ene næsebor, så det slutter helt tæt. Så bøjer du dig forover, trækker vejret afspændt gennem munden og drejer hovedet lidt til siden (se billedet). Nu løber vandet af sig selv, ind gennem det ene næsebor og ud af det andet.
  • Når halvdelen af vandet er løbet gennem det ene næsebor, så blæs forsigtigt eventuelt tilbageblevet vand og slim ud. Så gentager du det hele til den anden side.
  • Til slut skal næsen tørres. Du bøjer dig fremover og lader hovedet hænge nedad, så resten af vandet kan løbe ud af næsen. Luk et næsebor med pegefingeren og drej hovedet skiftevist fra side til side. Blæs forsigtigt (aldrig for kraftigt) gennem ét næsebor ad gangen - indtil næsen er tør. Denne øvelse til at tørre næsen er en vigtig del af næseskylning, og skal laves grundigt hver gang.
  • Efter næseskylning kan man med fordel lave åndedrætsøvelser, først og fremmest Blæsebælgen og Kapalbhati, de renser lungerne og luftvejene og forsyner blodet med mere ilt. Som en harmonisk afslutning af et sådant lille program, kan du lave Vekselåndedrættet for at opnå endnu større balance og klarhed i hjernen.*)

*) For mere information om yogastillingerne Klovnen og Hovedstand, og åndedrætsøvelsen Blæsebælgen, se bogen Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag af Swami Janakananda (Bogans forlag)

Vi har glæden at præsentere "Yogi's NoseBuddy", læs om hvordan man bruger den og mere om Neti. Du kan også trykke hele brochuren som PDF-fil, og købe næseskyllere i vores butik.