Opmærksomhed og oplevelse

 

Yoga

Yoga og tantrisk meditation er blandt de mest harmoniske og dybtgående redskaber, som man i dag kan benytte sig af, når man vil leve et helt og bevidst liv. Ved at bruge yoga og meditation er det muligt at opnå en indre balance og dermed blive herre over sit eget liv. Der er dog ikke tale om sensationelle mirakelmetoder, selvom den som bruger dem måske en gang imellem oplever det sådan. Hvad man får ud af det, afhænger af ens egen brug af metoderne.

Der vil altid være
en masse grunde
til at undgå det
du virkelig vil

Hver enkelt af de mange øvelser, vi underviser i, har sin specielle virkning. Nogle er mentale, andre fysiske — med visse hæver du din energi, med andre går du dybere. Sammenlagt supplerer de hinanden og rører ved alle sider af dit væsen. Virkningerne har du ikke blot glæde af, mens du udfører dem, men hele dagen.

Når man har været udsat for pres, er man ofte anspændt længe efter, at presset er ophørt. Denne vane kan brydes, når du mediterer og laver yoga regelmæssigt. Det bliver lettere at spænde af og klare de situationer, som kræver noget af dig.

 

Meditation

Yogaen begynder med at frigøre spændinger. Ved at meditere bliver du bevidst om deres årsager. Hvad er det, som normalt berøver dig din klarhed? Hvordan håndterer man rastløshed, sygdom, tvangstanker, depression eller mangel på selvtillid? Her drejer det sig ikke om analyse og terapi, men om metoder, hvor du lærer at tillade og opleve det, der af sig selv dukker op i dit sind: hverdagstanker, vanetanker, følelser overfor det, som du har oplevet i løbet af dagen — det som du alligevel oplever, uanset om du mediterer eller ej. Meditationen giver dig en evne til at gøre dig uafhængig af det, du ikke vil være tynget af.

Når du ikke er opmærksom, så reagerer du automatisk på det, du oplever. Af bare vane spænder du, lader dig rive med af en stemning eller indtager en afvisende holdning. Ved at bruge en af de vidtigste meditationer, vi underviser i, træner du dig selv til, lidt efter lidt, at kunne gennemskue dine følelsesreaktioner og tankemønstre. Når du ikke længere fastholder en situation, en tilstand eller en forestilling som vedvarende og altafgørende, så kan den ikke binde dig.

Selv,
når du
hengiver dig
finder du dig
selv

Tantra

er betegnelsen for den tradition, som oprindeligt indeholder de forskellige yogaøvelser og meditationsmetoder. Den bygger på to principper: at udvide (tanoti) og at frigøre (trayate). Ved at hæve og udvide dit opmærksomhedsniveau, kan du frigøre dig fra det, som bevidst eller ubevidst påvirker og hæmmer dig. På den måde opnår du handlekraft og indsigt.

Tantra indeholder også seksuelle ritualer, men det som idag kaldes tantrasex er ofte så forvansket, at det har mistet sit oprindelige formål — nemlig at udvide bevidstheden. De metoder vi benytter her i Håå er finere og har et bredere omfang end de seksuelle ritualer, som vi altså ikke underviser i på vores kurser.

 

Kurset er en proces

Der er et samspil mellem de forskellige ting, vi foretager os. Kompositionen og rækkefølgen af fysiske øvelser, afspænding, meditation og de andre aktiviteter gør, at kurset giver en mere gennemgribende virkning, end hvis du sad derhjemme og lavede nogle øvelser for dig selv, eller gik til yoga en gang om ugen.

Vi kalder det en proces — du bliver holdt igang. Den bygger på de samme principper, som findes i de tantriske ritualer — hele tiden at være med og tilstede.

Under processen lærer du noget om dig selv, om din krop, din energi og dit sind — at din indstilling til dig selv og til andre mennesker kan påvirke din tilstand.

Kursusprocessens nøje fastlagte forløb gør det muligt for os at hjælpe dig med at holde opmærksomheden vågen og øge din energi. Og netop det overskud og den følsomhed, som du derved opnår, får dig til at indse, at hæmmende tankevaner ikke behøver at stå i vejen for det, du egentlig vil med dit liv. Du når til en dybere forståelse af dine forskellige dimensioner og evner; af dig selv som bevidsthed, af din sande identitet.

Mødet
med den intense situation
er at leve med
åbent, hele vejen

Som lærere kræver vi af os selv, at processen hele tiden holdes i gang — og at vi har dig med, så intensiteten ikke går tabt. Alt hvad vi gør er del af træningssituationen: at spise, sove, arbejde, undervisningen, gåturen på fridagen, gå‑i‑seng‑tiden, foredrag, tavshed, ja, alt hvad du laver i løbet af dagen. Men også det, at du ikke bliver udsat for unødvendige forstyrrelser, mens du er i dette „drivhus“. Her er ingen tv, radio, aviser eller telefonsamtaler, naturligvis med undtagelse af livsvigtige meddelelser (lad mobiltelefonen blive hjemme eller lad os opbevare den, mens du er her).

Øjeblikket skabes
ved dit nærvær

den måde du oplever på
fortæller dig noget om dig selv

Du vil sikkert opleve både reaktion og fremgang. Måske vil du føle dig provokeret af en autoritær vejledning, eller inspireret af et svar eller en instruktion, som tiltaler netop dig, eller frustreret fordi du ikke får svar på alle spørgsmål med det samme. Måske vil du forfalde til begejstring eller ty til en kritisk indstilling, hvor alt bør være anderledes. Du vil sikkert også opleve følelser og tilstande, som du kender i forvejen — og så småt vil du få et mere bevidst forhold til dem. Ud af dette vokser en ny tolerance overfor dig selv — og os andre.

Regner du
med dig selv
eller
er der noget andet
du regner mere med?

Forventer du, at du skal leve op til et bestemt personligheds­ideal for at kunne udvikles?
Tantra byder på mange øvelser og teknikker, som du sikkert har lyst til at gå i gang med og mestre. Måske ser du kurset som en spændende udfordring, der kræver noget af dig. Det er naturligt. Men bag den måde, vi arbejder på findes også en anden holdning: at gøre op med den dårlige samvittighed og ofte påtvungne følelse af utilstrækkelighed, som opstår, når vi glemmer os selv på grund af idealerne. Kom som du er!

I den tantriske tradition forsøger vi derfor ikke at spille hellige eller at vente på ideelle betingelser. Alle er vi del af samfundet, hverken mere eller mindre, hverken værre eller bedre. Spørgsmålet er, om vi kan finde os tilrette.

En intens situation er
hverken rigtig eller forkert
god eller ond
tilladelig eller utilladelig ‑
den kræver dit nærvær

Ofte forbløffer den nøjagtighed og sikkerhed, hvormed en yogatræ­ning virker. Om resultatet bliver det tilsigtede afhæn­ger dog af, hvordan øvelserne udføres, og af elevens evne til at åbne sig og slippe sine idealer. Det sidste viser sig især, når situationen er intens — derfor er den personlige vejledning vigtig.

Regner du med dig selv
så meget
at du kan klare
et par særheder fra min side?

Læreren

Overalt på Jorden finder vi spor af yoga og meditation: nøjagtige gengivelser af yogastillinger i skulpturer fra vidt for­skellige kontinenter, og et tydeligt kendskab til meditation i skriftlige og mundtlige overleveringer i mange kulturer.

Det er ingen tilfældighed at yogaen har overlevet alle hidtil kendte civilisationer, religioner og politiske systemer. Den bygger på en viden, som er gennemprøvet og udviklet over tusinder af år. I hver generation gav den erfarne lærer yogaen videre til den elev, som var parat til at modtage en grundig træning og opleve en større bevidsthed.

En stabil personlighed udvikles ikke gennem overdreven anstrengelse. Det er derimod nødvendigt at udvikle et indgående kendskab til sig selv og acceptere sine evner og særpræg — sit eget sind. Hvor stort et geni du end måtte være, vil det du opfatter som din egentlige identitet blive prøvet af din lærer, og du vil lære at foretrække virkelig erfaring fremfor teoretisk viden, drømme eller forventninger.

Grundigt at kende til og selvstændigt at have gjort brug af yoga og meditation gennem lang tid er en forudsætning for den, som selv en dag skal undervise. Det gælder naturligvis for de lærere, der leder kurserne på Håå Retreat Center. I overensstemmelse med traditionen har de gennemgået en en flerårig fuldtidsuddannelse baseret på en omfattende personlig træning.

Skal jeg kunne noget i forvejen for at deltage på et 10‑ eller 14‑dages kursus?

På vore kurser kommer både de som ikke tidligere har prøvet yoga og meditation, og de som ønsker at gå videre. Det er ikke en betingelse, at du i forvejen skal kende til yoga. Ja, det kan endog være en hindring. Hvis du har alt for mange ideer, som du måske har læst dig til, så bliver vort møde sik­kert anderledes, end du havde forestillet dig.

Hvert kursus er helt forskelligt
fra alle foregående
Mulighederne
ligger i din evne til
at modtage

Hvis du imidlertid ønsker at forberede dig før kurset, så begynd allerede nu med nogle af de lettere øvelser, som beskrives i bogen Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag af Swami Janakananda Saraswati. Øvelserne i denne bog er et godt udgangspunkt — f.eks. dem på side 32 til 43 (evt. også fra side 28 til 31). Som meditationsøvelser er de i kapitel 11 gode at begynde med på egen hånd.

Du kan også undersøge, om en af vore skoler i Danmark eller Norge har kurser i nærheden af, hvor du bor. Eller måske kan du deltage i et af vores weekendkurser her på Håå Retreat og Kursuscenter. Men som sagt: det er ingen betingelse. Mange kommer helt på bar bund.

Folk som i forvejen mener at kende til yoga og meditation bliver ofte overraskede over det, vi har at byde på og de muligheder, der findes i et kursus.

Nogle synes, det er nok med et 10 eller 14 dages kursus, andre kommer igen år efter år, atter andre går videre til Kriya Yoga kurset. Og der er dem, som føler sig inspirerede til at bruge tre måneder om vinteren til en mere langvarig træning under enestående betingelser. (Se om Tremåneders sadhana-kurset).

En intens situation
er fuld af bevidsthed —
det du gør og siger
det du oplever

 

En tid til fordybelse og overblik

Kurset er selvfølgelig også ferie, men fra hvad? Det handler jo om dig, nu og på længere sigt.

Kom hvis du vil leve 10 eller 14 dage (4 uger eller 3 måneder) uden telefon (også mobiltelefon) post, aviser, TV, CD-spiller, walkman, radio, computer, internet og butikker, og helt uden at bruge din bil.

Hvorfor isolere sig fra arbejde, familie og bekymringer? Fordi det giver overblik. Når du i en periode bruger hele din opmærksomhed indenfor ét bestemt område, så øges din evne til at udnytte det lærte betydeligt.

Videnskaben viser os klart, at yoga og meditation giver gunstige resultater. Vores egen erfaring siger os, at metoderne kan føre til en virkelig transformation — klarhed og forøget energi — i krop og sind. Du vil kunne mærke det på dit velbefindende, din koncentration og voksende opmærksomhed. For nogle kommer denne erfaring gradvist i løbet af kurset, for andre først de allersidste dage, og så er der dem, som først opdager hvad de egentlig har lært, når de er kommet hjem.

Når du er færdig med træningen her, så er det alene op til dig at bevare overblik og energi. Vil det påvirke de beslutninger, du tager og dine handlinger — i dit liv og i samfundet? Med hjem får du teknikker, råd og en vis erfaring. Det vil rodfæste sig, når du bruger det. Måske foretrækker du et bestemt program, som du bruger hver dag, men du kan også variere din træning ved at udvælge forskellige af de øvelser, som du har lært.

in-the-garden

“I mit job som jurist har jeg en travl hverdag med pressede projekter og deadlines som skal overholdes. Jeg kan let blive stresset, hvis jeg ikke til stadighed sørger for at vende tilbage til den afspændte tilstand.

Jeg har praktiseret yoga og meditation i en årrække, og føler at det giver mig styrke og en holdning til mit liv, så jeg en gang imellem kan læne mig tilbage, beskue det hele og se tingene i et større perspektiv. På den måde slipper stress og anspændthed sit fæste og energien vender tilbage.

Alligevel har nogen af de bedste perioder i mit liv været de gange, jeg har givet mig selv et ophold på Håå Retreat Center.

Det at kunne træde ud af det daglige liv og ind i en ramme, som er lagt til rette så jeg kan udforske og uddybe yogaens og meditationens muligheder, føles som et stort privilegium.
Nu er jeg netop kommet hjem fra sommerens kursus og kan mærke, at min daglige yogapraksis har fået nyt liv.

Opholdene i Håå giver mig en mulighed til fordybelse, som jeg har vanskeligt ved at få hjemme. Jeg føler mig inspireret og glæder mig til at tage fat på opgaverne i min hverdag. Samtidig ved jeg, at når tiden er inde til det, kan jeg vende tilbage til et nyt fordybelsesophold i Håå.”

(Amrit Fossan, Oslo, Norge)

>>> næste: Krop, sind, energi — og bevidsthed