Billeder af hjernens aktivitet under Yoga Nidra

af Robert Nilsson


„Vi regnede ikke med at de mediterende i den grad var i stand til at styre deres bevidsthed" (hjerneforsker Troels Kjær, Kennedy Instituttet)

pet-scan-med-folk-omkringb
Forberedelse til skanning på Rigshospitalet. De 21 elektroder til EEG er på plads på hovedet. Nu mangler der bare hørtelefonerne til Yoga Nidra. Når målingerne går igang er der ikke andre end forsøgspersonen tilstede i lokalet.

For første gang er det lykkedes forskere at tage billeder af hjernen under en meditativ dybdeafspænding med så kort en eksponeringstid som et minut per fotografi. Det skete med et af den medicinske forsknings mest avancerede instrumenter, PET-skanneren på Rigshospitalet i København. Initiativtagere var forskerne dr. Hans Lou og dr. Troels Kjær fra Kennedy Instituttet i København. Resultat publiceret i 1999.

Da de kontaktede os sagde de, at de ville måle opmærksomhed! Men hvordan måler man det? På Skandinavisk Yoga og Meditationsskole har vi tidligere samarbejdet med forskellige forskere i undersøgelser af bl.a. yogaens åndedrætsøvelsers virkning på blodtrykket. Vi har også målt deltagerne på Håå Retreat Center (seks år i træk) hvad angår Tremåneders Sadhana Retreaternes virkning på reduktionen af blodets indhold af skadeligt fedt (kolesterol); på kroppens hormonbalance; på balancen mellem de to hjernehalvdele og på resultatet af opmærksomhedstræningen. At måle selve opmærksomheden derimod, og hvordan hjernen fungerer ved en bevidst styring af opmærksomheden, det var ganske nyt for os.

Først forestillede vi os, at man kunne foretage målinger på personer der lavede Kriya Yoga. Det er en meditation som har givet meget tydelige resultater i andre målinger (se artiklen Kortlægning af hjernens aktivitet efter Kriya Yoga). I en PET-skanner kan man imidlertid kun ligge. Man kan altså ikke lave den slags undersøgelser på en person der sidder i en meditationsstilling.

Vi blev derfor enige med forskerne om at måle personer, der praktiserede Yoga Nidra efter Swami Janakananda's CD Oplev Yoga Nidra. På denne måde var vi sikre på at alle, der blev undersøgt, lavede nøjagtig det samme. Vi ville også begrænse målingerne til kun at omfatte personer, der praktiserede Kriya Yoga regelmæssigt - de skulle lave Kriya Yoga om morgenen, inden de tog til hospitalet og fik taget billeder af hjernen.

Målinger

Forsøgspersonerne lagde sig en ad gangen i PET-skanneren.

Selve optagelsen af et billede (indsamling af data i skanneren) tager et minut, men man må vente i ti minutter før man kan tage det næste billede. Det blev til i alt otte billeder. Billederne viser hvilke områder i hjernen der er aktive før (et billede), under (fire billeder) og efter Yoga Nidra (tre billeder).
Personen der ligger i PET-skanneren forstyrres ikke af fotograferingen, men praktiserer uafbrudt den dybe Yoga Nidra fra begyndelsen til slutningen.

Hjernens aktivitet måltes samtidig med en elektroencefalograf (EEG, se Den afspændte tilstand og videnskaben) under hele proceduren. EEG-kurverne viste som forventet, at de befandt sig i en meditativ tilstand under hele Yoga Nidra.

Bagefter blev de forskellige personers hjernebilleder gjort lige store, da det var vigtigt, at de forskellige dele af hjernen havde nøjagtig samme størrelse og placering (Talairach space).

Billedernes data blev så sammenlignet og de gennemsnitlige værdier beregnet.

Der blev taget billeder af normal vågen tilstand med lukkede øjne, og billeder af fire forskellige praksisser under Yoga Nidra. Ved at sammenligne disse data og trække den normale aktivitet fra aktiviteten under Yoga Nidra, kunne man se i hvilke områder af hjernen aktiviteten steg under afspændingen.

Og for at finde ud af hvad der var karakteristisk for den normale tilstand, i forhold til tilstanden under Yoga Nidra, lagde man værdierne af de billeder der var taget før og efter Yoga Nidra sammen, og trak værdierne af de fire billeder taget under Yoga Nidra fra.

Nu ønskede forskerne at se, om der var forskel på hjernens aktivitet under de forskellige dele af Yoga Nidra. Da det første billede blev taget, oplevede forsøgspersonen sin krop, specielt de forskellige områder af ansigtet. Næste billede blev taget under oplevelsen af glæde og lykke, det tredje under oplevelsen af en sommerdag på landet, og det fjerde i slutningen af Yoga Nidra under oplevelsen af „hvem er jeg".

Efter behandlingen af alle data fremstod to grupper af billeder: Det viste sig at de mere „konkrete" opgaver, som oplevelsen af kroppen og landskabet, aktiverede nogenlunde de samme områder i hjernen (fig. 4); og de mere „abstrakte" opgaver, som lykke og hvem er jeg, aktiverede andre områder (fig. 3).

Resultater

Forøget dopamin- produktion mens man ligger og lytter til Cd'en Oplev Yoga Nidra af Swami Janakananda.
En artikel, om den anden videnskabelige forskning gjort på denne Yoga Nidra i London, er under udarbejdelse på dansk - med bidrag fra dem som blev målt i undersøgelsen.

Se også nedenfor publiceret på engelsk.

The first scientific study, “A 15O‐H2O PET study of meditation and the resting state of normal consciousness” (Hans C. Lou, Troels W. Kjaer et al.), done in Copenhagen, is published in the magazine: Human Brain Mapping, Volume 7 Issue 2, pages 98-105, February 1999.

The second study “Increased dopamine tone during meditation-induced change of consciousness” (Troels W Kjaer, Camilla Bertelsen et al.), done in London and Denmark is published , is published in Cognitive Brain Research, Volume 13, Issue 2, April 2002, pages 255-259.

Unfortunately in this abstract the scientists have not clarified that, what they call the "meditation", is actually the Yoga Nidra. However, this is clear in the paper itself.

Under udførelsen af Yoga Nidra viste målingerne af hjernens aktivitet (EEG), at personerne uafbrudt befandt sig i en dyb afspændt tilstand, som ligner søvn. Theta-aktiviteten øgede betydeligt på alle 21 elektroder (11% p). Alfa-aktiviteten derimod gik kun ubetydeligt ned (2% NS); det viser at denne meditative tilstand er helt forskellig fra søvntilstanden og indeholder bevidst opmærksomhed. Tilstanden var konstant og alfa/theta-aktiviteten jævnt fordelt over hele hjernen i de 45 minutter afspændingen varede.

Hele forsøget varede dog 1½ time pr deltager. I den periode lå personen helt stille i samme stilling. Når tilstanden før og efter Yoga Nidra, hvor man bare ligger og hviler, blev sammenlignet med tilstanden under Yoga Nidra, så viste målingerne en stor forskel på de to tilstande. Dette bekræfter vigtigheden af at bruge en teknik, hvis man vil opnå resultater, som dem der er beskrevet i denne og andre artikler her i bladet.

PET-skannerens billeder viser, at det ikke var en søvnig eller ubevidst tilstand personerne befandt sig i under afspændingen. Noget man ville have forventet af en person der befinder sig i en så dyb tilstand. Forsøgspersonerne har fortsat i meget høj grad kontrol med hvad der sker. Man ser hvordan tydeligt afgrænsede centre i hjernen blev aktiveret på skift, afhængigt af hvor i Yoga Nidra man befandt sig. Det er altså ikke tilfældigt hvad der sker i hjernen under Yoga Nidra eller hvor det sker.

Koncentration uden anstrengelse

Billederne af de syv yogalærere, der blev målt, viste en forbløffende stor overensstemmelse. Noget som kan virke paradoksalt, for en der ikke selv har erfaret meditation, er måske, at disse klare resultater, som viser en meget høj grad af koncentration, er skabt helt uden anstrengelse. Man ligger ikke og forsøger at fremtvinge de forskellige ting, man oplever under Yoga Nidra tværtimod: EEG'et viser at personerne er helt afslappede fra begyndelsen til slutningen. Man lytter blot til instruktionerne og oplever tydeligt hvad der sker, som et barn der oplever et eventyr, aktivt og deltagende, men uden anstrengelse.

Resultaterne bekræfter yogiens erfaring: Koncentration er en spontan tilstand, som kommer af sig selv, når man bruger en metode, der kan fjerne det der står i vejen for den.

Og som lægerne sagde: „Det viser at de 1,5 kg (hjernemasse) med det ukendte indhold kan styre sin egen aktivitet på en forbløffende præcis måde. Set med holistiske øjne tyder det på, at sjæl og legeme optræder som en helhed."

Konklusion

Bevidstheden under Yoga Nidra er i en meget dyb og stabil tilstand.

Samtidig viser målingerne, for første gang, at man i en så dyb tilstand kan være fuldt bevidst - at man både kan opleve og styre hjernens aktivitet bevidst. Dette bekræfter at meditation er en fjerde hovedtilstand, sidestillet med drøm, søvn og vågen (se også: Den afspændte tilstand og videnskaben).

Undersøgelsens resultater må derfor siges at repræsentere en vigtig nyhed indenfor denne forskning!

 

1. Hvile

Dette billede er baseret på de fotografier der blev taget før og efter Yoga Nidra. Det illustrerer altså den tilstand som er tættest på den normale dagsbevidsthed, uden dog at være en træt eller stresset tilstand. De der bruger Yoga Nidra melder om, at de ikke bare har noget ud af dybdeafspændingen mens de laver den, men at den i høj grad har en gavnlig virkning på resten af døgnet.

 
På dette billede er det forhjernen, der står for den overordnede styring og er aktiv. Den er bl.a. med til at sørge for at vi kan fungere i et komplekst samfund, da den „tager stilling" til signaler fra de dybere følelsesmæssige og instinktive dele af hjernen.
 
Hjernestammen og lillehjernen er også aktive, dette tyder på at man er „parat til handling".
 

2. Meditation

Dette billede viser almentilstanden under hele Yoga Nidra. Her er det synscentret i baghovedet og centret for følesansen (dvs. berørings- og retningssansen) på toppen af hovedet som er aktive og i kontakt med det limbiske system. Dette tyder på en øget evne til at visualisere, og at man har god kontakt med sine følelser.

 
Nogle af lærerne havde også en tydelig aktivitet i centret for langtidshukommelsen, hvilket rimer godt med at mennesker der mediterer fortæller at ekstra tydelige erindringer kan dukke op under eller efter en meditation.
 
Det må dog understreges fra vor side, at forsøgspersonernes erfaring og deres regelmæssige brug af Kriya Yoga muligvis forstærker virkningen af Yoga Nidra.
 

3. Abstrakt

Dette billede er skabt på grundlag af målingerne under oplevelsen af lykke og til sidst i afspændingen under oplevelsen af identitet, af at hvile i sit eget centrum. Under disse „abstrakte oplevelser" i Yoga Nidra var især centret for tale- og sprogforståelse aktivt.

Det må dog indskydes at billederne kun viser hvor der er størst aktivitet, og ikke den almene aktivitet i hele hjernen, som vises af billede 2.
 

4. Konkret

Ved gennemgangen af kroppens forskellige dele (her især ansigtet), og oplevelsen af en behagelig sommerdag på landet, var det især synscentret og centret for følesansen der var aktive.

 Når man ser på disse billeder (1,2 og 4), så må man forestille sig at de lysende områder er inde i hjernen altså ikke kun på overfladen af hjernebarken. På billede tre derimod ligger aktiviteten på overfladen. Alle aktive områder var grundlæggende symetriske i begge hjernehalvdele.

 

pet-scan-alenebHjernebillederne blev taget i en såkaldt PET-skanner (Positron Emission Tomography), der måler blodets gennemstrømning i forskellige dele af hjernen. Dette sker ved indsprøjtning af vand med en svag radioaktivitet som sporstof.

Tomografi kommer fra det græske ord tomos som betyder sektion. I PET-skanneren bliver flere 4,25 mm tykke snit registreret, så at man på den måde får et tredimensionelt billede af hjernens aktivitet.

Når en del af hjernen arbejder særligt meget stiger blodgennemstrømningen, man kan derfor ved at sammenligne flere billeder se, hvor hjernens aktivitet stiger i bestemte situationer.

 

Hvorfor er det interessant - en kommentar af psykolog Ronny Öhrnell

Tidligere har man kun målt endimensionelt med EEG, hudmodstand, blodtryk, etc. og vist at tilstanden forandrede sig. Det vil sige at man har beskrevet en lodret dimension, f.eks. en fordybelse. Indholdet i den ændrede tilstand har man derimod ikke kunnet måle eller påvise. Med denne undersøgelse tilføjes en vandret dimension til målingerne af den ændrede bevidsthedstilstand, så den får liv.

Det der sker på det dybere bevidsthedsniveau kan nu måles og vises.

Undersøgelsen viser at sansecentrene i hjernen er aktive, men aktiviteten er en indre. Af egen erfaring ved vi at oplevelser i vort indre er mere foranderlige end det vi ser og hører gennem vore sanser i den ydre virkelighed. Vore tanker, vor fantasi eller vore drømme tager hele tiden nye former. Når vi lader disse centre beskæftige sig med indre oplevelser, hvorfra kommer da impulserne, når vi ikke er bevidst om at vi får dem udefra? Fra dybere planer? Udefra trods alt? Eller skabes de dér, f.eks. i syns- eller følecentrene? Fungerer sprogcentret på samme måde på det dybere indre plan? Eller har det andre funktioner?

Her er altså „ny" verden at udforske. Det kan gøres ved at foretage målinger, og ved at kombinere målingerne med den beskrivelse som den mediterende giver af det han eller hun oplever undervejs.

Undersøgelsen bekræfter også meget om afspænding og meditation som tidligere er beskrevet af folk som kender til det af egen erfaring - og at det er en anden virkelighed end de ydre sansers, som delvis lyder andre love.