Instruktør eller vejleder?

Leder af Mira

For øjeblikket arbejdes der med at samordne nogle af Europas yogalæreruddannelser. Bag det ligger en stærk vilje til at højne uddannelsernes kvalitet. Det er en spændende proces som kan give et solidt grundlag for nuværende og fremtidige lærere. På den baggrund præsenterer vi den yogalæreruddannelse som har taget form ved Skandinavisk Yoga og Meditationsskole siden skolen startede i 1970.

Som lærer i yoga og meditation oplever jeg mig selv som et redskab - en af vor tids formidlere af en ældgammel kundskab om mennesket som et væsen af krop, sind, energi og bevidsthed. Jeg er med til at føre denne viden videre - ligesom mange har gjort det i tidens løb, og som mange sikkert vil gøre det i fremtiden.

Yoga og meditation er en menneskelig arv, en værdifuld gave som ingen af os ejer. Det er vores opgave som lærere at forvalte denne arv - at undervise de mennesker der ønsker det og at uddanne nye lærere. Her har vi et ansvar, både over for vores egen og kommende generationer.

Man kan finde tydelige spor af yoga i mange gamle kulturer på jorden, men det er i Asien, specielt Indien, at den tantriske tradition ubrudt er blevet ført videre fra lærer til elev, frem til vore dage. Og det er ud fra denne rige tradition at Skandinavisk Yoga og Meditationsskole arbejder.

Nu om dage vækker yogaen stor interesse og bruges igen over hele verden - og i mange lande stiger efterspørgslen stabilt. Da sker det at lærere uddannes for hurtigt og for overfladisk eller begynder at undervise uden nogen uddannelse overhovedet. Derved gør man ingen en tjeneste, tværtimod. Når undervisningen ikke giver det udbytte den burde, risikerer vi at mennesker taber interessen og går glip af det de egentlig havde ret til at forvente.

Hvilken baggrund behøver man som yogalærer? Hvad skal der til for at man kan holde ilden i live? Hvis man gennem yoga eller meditation skal kunne give andre mennesker et praktisk og virkningsfuldt værktøj i deres liv, så behøver man et solidt grundlag at stå på, både hvad angår erfaring og viden.

„Den terapeut som vil lede andre til psykiske højder og dybder må selv være i stand til at nå disse højder og dybder i psyken. Nutidens psykoterapeuter må begynde at træne sig selv i at gå op og ned i deres egen psyke og derigennem opleve de mangfoldige områder mennesket består af og de drivende kræfter bag menneskelivet.“ (R. Desoille)

Dette gælder ikke mindst for yogalærere. Er den personlige erfaring for lille begrænser det undervisningen, og nogle gange forandres yogaen til noget helt andet.

Yogamøbler og tilbehør

En kvinde der havde lavet yoga i USA kom til vores skole i Stockholm i begyndelsen af sommeren. Hun ville begynde på et kursus så hurtigt som muligt for hun „kunne jo ikke lave yoga derhjemme“.„Hvorfor ikke?“, spurgte jeg. „Jo, vi brugte forskellige redskaber og yogamøbler når vi udførte øvelserne, og dem har jeg jo ikke.“

Hvor langt fra det oprindelige kan man gå? Er man ikke gået for langt når man er blevet afhængig af tilbehør, møbler og puder? Det eneste man har brug for når man skal lave yoga er et tæppe eller en anden form for underlag, og måske en næseskyllekande.

Lad dig ikke narre af reklamerne. Redskaberne er ikke bare unødvendige, i de fleste tilfælde mindsker de virkningen af yoga. En mand i Canada løber nok af med førstepræmien ved at påstå at man kommer i Samadhi ved at sætte sig på den „samadhipude“ han sælger.

Yogamøblerne begrænser bevægelsesfriheden, og øvelsen har ikke længere den tilsigtede virkning på muskler, led, indre organer og på kroppens psykiske energi. Og har man fået mangelfuld vejledning, kan yogamøblerne give alvorlige skader. Nogle læger i USA har for nylig konstateret at de fleste skader folk kommer til sygehusene med stammer fra brug af træningsredskaber i al almindelighed.

Yogatraditionen

Vil man finde vand graver man ét dybt hul, ikke mange små. I den oprindelige tradition levede eleven mindst tolv år i ashram under lærerens anvisninger inden han ansås for selvstændig. Når man havde fundet sin lærer, blev man der. Så slipper rastløshed og indbildskhed, og det væsentlige træder frem. Man får ro og fred til at udforske yogaens teknikker og metoder, og man modnes med erfaringen.

At undervise er værdifuldt for ens egen udvikling, men det er også nødvendigt med inspiration og feedback fra kolleger og personer med større erfaring end en selv.

Swami Satyananda sagde engang: „At undervise er som at være sammen med roser“ - de er smukke og lugter godt, men de har også torne. For alle der arbejder med mennesker, og specielt for yogalærere, er det vigtigt at kunne slippe de indtryk og påvirkninger man får, og gang på gang vende tilbage til harmonien. På den måde kan man opleve uden at farves af tilstande og forestillinger. Da er man neutral overfor sine elever; det giver dem frihed til at være sig selv - og undervisningen forbliver levende.

„Ikke 'lære' - men leve i alt hvad du gør, og gennem livet lære.“ (Swami Janakananda)