Kabir - 4 digte

1. Digt

Min bror! Når jeg var glemsom, viste min sande guru mig vejen.

Da forlod jeg alle ritualer og ceremonier, jeg badede ikke mere i det hellige vand:
Da lærte jeg, at jeg alene var gal, og hele verden omkring mig var forstandig - jeg havde forstyrret disse vise mennesker.

Fra da af kunne jeg ikke mere rulle mig i støvet af lydighed:
Jeg ringer ikke med tempelklokken:
Jeg sætter ikke idolet på sin trone:
Jeg tilbeder ikke billedet med blomster.

Det er ikke askesen, som plager kødet, der behager Herren:
Når du smider dit tøj væk og dræber dine sanser, behager du ikke Herren:
Det menneske, som er venligt og retskaffent, som forbliver sig selv midt i verdens begivenheder, som betragter alle væsener på Jorden som sig selv,
Han når til den Udødelige Væren, den sande Gud er altid hos ham.

Kabir siger: "Han hvis ord er rene, og som er fri fra stolthed og indbilskhed, opnår det sande Navn."

2. Digt

Menneske, hvis ikke du kender din egen Herre, af hvad er du da så stolt?

Smid din kløgt overbord. Ord alene skal aldrig knytte dig til Ham.

Bedrag ikke dig selv med de hellige skrifters vidnesbyrd.

Kærlighed er noget andet end dette, og den,
som ærligt har søgt den, han har fundet.

3. Digt

Mellem det bevidstes og det ubevidstes poler har sindet svunget sig.

Heri bæres alle væsener og alle verdener, og denne svingen stopper aldrig.

Millioner af væsener er der: solen og månen i deres baner er der:

Millioner af tidsaldre forløber, og svingningen fortsætter.

Alt svinger! Himlen og jorden og luften og vandet, og Herren selv, som tager form:

Og synet af dette har gjort Kabir til en tjener.

4. Digt

Din herre er i dit væsen
som duften i blomsterne.
Hvorfor søger du
som en muskushjort
igen og igen
efter muskus i græsset?