Kortlægning af hjernens aktivitet efter Kriya Yoga

af psykolog, mag.art. Erik Hoffmann


Når hjernen arbejder kommunikerer milliarder af nerveceller med hinanden ved hjælp af bittesmå elektriske impulser. Hjernen er således elektrisk aktiv dag og nat - livet igennem. Denne aktivitet kan registreres som hjerne-bølger ved at sætte elektroder uden på hovedet, forstærke signalerne og vise dem på en computerskærm. Denne målemetode kaldes elektroencefalografi (EEG). Hjernebølgerne svinger med forskellig hastighed (frekvens) afhængig af bevidsthedstilstanden, ligesom udsvingenes størrelse (amplitude) kan være forskellige.

Der er en direkte sammenhæng mellem en persons aktivitets- eller opmærksomhedsniveau og hans hjernebølge-frekvens (se fig. 1). Under ubevidste tilstande (fx. dyb søvn) optræder de langsomme deltabølger med stor amplitude i EEG'et. I den halvbevidste tilstand mellem vågenhed og søvn er thetabølger ofte dominerende, og under den vågne, mentalt afspændte tilstand med lukkede øjne dominerer alfabølger hos de fleste mennesker. Endelig optræder de hurtige betabølger med lille amplitude under vågen, bevidst aktivitet. EEG målinger kan således afgøre, om en person er bevidst eller ubevidst. Jo lavere EEG frekvensen er, desto mere ubevidst er tilstanden.

De fire typer hjernebølger

Betabølger (13-36 svingninger pr. sek. (Hz)). Dette er hjernerytmen i den
normale vågne tilstand som er associeret med tænkning, problemløsning og aktiv opmærksomhed rettet mod den ydre verden. Mental spænding, ophidselse og angst kan forøge både beta-rytmernes amplitude og frekvens.

Alfabølger (8-13Hz). Alfa er den mest dominerende hjernerytme af alle. De fleste mennesker har nogen alfa-aktivitet i deres EEG. Især når de lukker øjnene, slapper af og vender opmærksomheden indad, da øges alfabølgerne både i hyppighed og amplitude. Alfabølgerne, der signalerer bevidst opmærksomhed, er "broen" eller "adgangskortet" til det ubevidste, som er repræsenteret af endnu lavere frekvenser (theta og delta).

Thetabølger (4-8Hz). Theta er den dominerende hjernerytme hos mindre børn. Hos voksne optræder thetabølgerne almindeligvis kun under drømme og døsighed samt under stærke følelser. Thetabølger dannes dybt i hjernen og reflekterer ubevidst aktivitet associeret med følelser og drømme. Både når man kommer tæt på ubevidste erindringer under dyb meditation og tæt på fortrængte følelser i terapi, øges theta-aktiviteten.

En betingelse for, at man har bevidst adgang til og kan erindre det ubevidste indhold er en permanent tilstedeværelse af alfabølger i EEG'et. Uden alfa forbliver det ubevidste indhold ubevidst.

Tilstedeværelsen af en vis mængde theta i hvile-EEG'et blandet med alfa kan vidne om personlig indsigt og kreativitet.

Deltabølger (0,5-4Hz). Delta ses hele tiden hos nyfødte børn og hos voksne under dyb søvn. Disse langsomme bølger er associeret med basale overlevelsesfunktioner med sæde dybt i hjernen. Under psykoterapi, hvor patienter har genoplevet deres egen fødsel, er der observeret forekomst af deltabølger. Deltabølger er forbundet med de dybeste bevidsthedslag. Nogle mener, at deltabølger påviser kontakt til det kollektivt ubevidste. Deltabølger blandet med alfa kan reflektere en indre intuitiv, empatisk radar, en slags sjette sans.

Fig. 1. Hjernebølger og bevidsthedstilstande
Den meditative tilstand bygger bro mellem det bevidste og det ubevidste. Den er en døsig/drømmende tilstand overvåget af en klar, bevidst opmærksomhed. EEG-mønstret er en blanding af alfa- og thetabølger. Theta signalerer underbevidst aktivitet, mens alfa reflekterer den bevidste opmærksomhed.

Formålet med undersøgelsen

Vi ønskede at studere virkningerne af Kriya Yoga-meditation på hjernens elektriske aktivitet (EEG). I den videnskabelige litteratur er der ofte rapporteret om flere alfa- og thetabølger i hjernen under og efter forskellige former for meditation. Den tantriske Kriya Yoga er en stærk metode til vækkelse og udvidelse af bevidstheden samt til styrkelse af den vitale og psykiske energi. Vi formodede derfor at EEG-målinger af hjernens aktivitet før og efter en enkelt Kriya Yoga-session ville vise betydelige ændringer. Vi ønskede endvidere at kortlægge hjernens aktivitet på farvede brainmaps (se fig. 4 og 5) under de særlige bevidsthedsændringer der optræder i forbindelse med Kriya Yoga.

Fig. 2. Forøgelse af alfa- og theta-amplituder efter to timers Kriya Yoga

(Wilcoxon test: *p<.05, **p<.01, ***p<.001, ns=ikke signifikant)

Elektrodernes placering ovenpå hovedet ved målingerne.

Måleresultater

Elleve yogalærere fra Skandinavisk Yoga og Meditationsskole - alle med flere års erfaring i Kriya Yoga - deltog i undersøgelsen. EEG målinger blev foretaget umiddelbart før og efter to timers Kriya Yoga fra otte elektroder, fire over venstre og fire over højre hjernehalvdel, anbragt udenpå hovedet ved hjælp af elastiske bånd. De forstærkede EEG-signaler blev ført til en computer, vist på skærmen og samtidig lagret på harddisken. Derefter blev data analyseret for fordelingen af delta-, theta-, alfa- og beta-bølger i EEG'et.

Efter meditationen sås, hos 10 ud af 11 forsøgspersoner, en betydelig forøgelse i hjernen af alfa- og theta-aktivitet. Hos nogle var der tale om mere end en fordobling af alfa-bølgerne. Størst var forøgelsen af disse bølger i den bagerste del af hjernen (parietale områder), hvor både alfa- og theta-aktiviteten gennemsnitligt steg med ca. 40% (se fig. 2). Der var en generel tendens for disse bølger til at brede sig fra den bagerste del fremad i hjernen. Hos 10 ud af de 11 højre-håndede personer steg alfa-aktiviteten mere i højre end i venstre side for de
temporale områder (fig. 3).

Betydningen af disse ændringer vil blive diskuteret nedenfor. Alle ovennævnte resultater er statistisk signifikante og kan således ikke tilskrives tilfældigheder.

Fig. 3. Ændringer i det temporale højre/venstre (H/V) alfaforhold efter to timers Kriya Yoga

Ideelt hos psykisk sunde mennesker er et H/V-forhold på 1,05 til 1,10 altså en lidt større (kulturbestemt?) aktivitet i venstre end i højre side.

I dyb afspænding nærmer mennesket sig dog en balance på 1,00 mellem hjernehalvdelene.

Hos pykiatriske patienter derimod finder man et H/V-forhold langt under 1,00. Jo sværere den psykiske forstyrrelse er, desto lavere synker værdien: Angstneurotikere f.eks. viser værdier fra 0,93 til ekstremt lave værdier fra 0,500,60 hos paranoide (Hoffmann 1982).

Bedre kontakt med følelser og underbevidsthed

Den betydelige stigning i alfa- og theta-aktivitet fundet i de fleste områder af hjernen efter meditationen (fig. 4.) viser at hjernen er dybt afspændt og fokuseret efter Kriya Yoga. Den viser også at de mediterende har fået bedre kontakt med deres underbevidsthed og er kommet tættere på deres følelser.

Den stærkt øgede alfa-aktivitet i den højre temporallap er et interessant fund. Nyere amerikanske undersøgelser har vist, at hæmmede, depressive personer har mest alfa i det venstre fronto-temporale område, mens optimistiske, udadvendte mennesker har mest alfa i det tilsvarende område i højre side. En forøgelse af alfaen i højre side, som er fundet i denne undersøgelse af Kriya Yoga, modvirker således ifølge de amerikanske undersøgelser stress og depression.

Adskillige videnskabelige undersøgelser har demonstreret, at theta-bølger i EEG'et (blandet med alfa) hænger sammen med tilsynekomsten af tidligere ubevidste følelser, billeder og erindringer hos individet. Hjerne-forskere hævder at individet i den høje alfa/theta tilstand kan konfrontere og integrere ubevidste processer.

Disse erfaringer fra moderne forskning støtter de erfaringer man gennem årtusinder har gjort med Kriya Yoga, nemlig at der i den meditative tilstand, karakteriseret af høj alfa/theta aktivitet, kan forekomme en afreaktion eller „udrensning" af ubevidst materiale hos individet. Nærværende undersøgelse demonstrerer, at Kriya Yoga'en er en særdeles effektiv teknik til forøgelse af alfa/theta-aktivitet i EEG'et og dermed også til styrkelse af de dermed forbundne positive virkninger.

Fig. 4 Kortlægning af hjernens aktivitet før og efter Kriya Yoga

Efter to timers Kriya Yoga er både alfa- og theta aktivitet stærkt forøget. Det viser at den pågældende efter meditationen er mere afspændt og i bedre kontakt med sine følelser og sin underbevidsthed.

Før Kriya Yoga

eh Brainmap before Kriya Yoga

Efter Kriya Yoga

eh Brainmap D Kriya Yoga

Fig. 5. Billeder af hjernens elektriske aktivitet = brainmaps

Disse brainmaps er lavet på grundlag af ca. 60 sekunders optagelser af hjernebølger fra otte EEG kanaler under hvile. Fire elektroder er anbragt på venstre side, fire på højre side (og en jordforbindelse på toppen) af hovedet (se fig. 2). Et brainmap konstrueres på basis af en frekvensanalyse der viser fordelingen i hjernen af delta-, theta-, alfa- og betabølger.

Som det fremgår af billedet, består et brainmap af syv ovale billeder, der ved hjælp af farver hver angiver fordelingen i hjernen af en bestemt EEG parameter. Disse billeder symboliserer hjernen set fra oven, hvor den lille tip viser næsens placering. Mest interessant er de fem billeder til højre, som viser fordelingen af delta-, theta-, alfa- , beta-1 og beta-2 bølger. Det enkelte billede viser, i overensstemmelse med den høje farveskala, hjernebølgernes gennemsnitlige udsving (amplitude) under hver af de otte elektroder. Således angiver den mørkeblå farve meget små amplituder, grøn og gul viser middel til høje amplituder, mens rød og hvid farve indicerer maximale amplituder. De to ovale billeder til venstre på brainmap angiver henholdsvis fordelingen af den gennemsnitlige alfa-frekvens og fordelingen af den totale amplitude uafhængig af frekvens (0,5-36Hz).

Sammenligning af Kriya Yoga med andre tilstande

Fire eksempler på brainmaps der viser en tiltagende grad af kontakt med underbevidstheden. Den stærkt fortrængende person (a) har ringe kontakt, mens den mediterende person (d) har bedst kontakt med sin underbevidsthed.

NB. Disse fire brainmaps kommer fra forskellige, af hinanden uafhængige undersøgelser. Fig.d. kommer fra en tidligere undersøgelse af nogle af skolens lærere hvor der er målt under Kriya Yoga. Nærværende undersøgelse derimod måler forskellen mellem før og efter Kriya Yoga meditation (se fig.4).

a. Fortrængning - Ekstremt lidt alfa og theta indicerer følelsesmæssig blokering med ringe kontakt til underbevidstheden.

eh Brainmap B Normalb. Normal - Moderat alfa samt nogen theta viser god balance mellem bevidst og ubevidst aktivitet med en hvis kontakt til underbevidstheden.

c. Hypnose - Høj theta-aktivitet under dyb hypnose viser aktivering af det ubevidste. Lav til middel alfa viser at der er lille eller ingen bevidst oplevelse af hvad der foregår i underbevidstheden.

d. Kriya Yoga - Høj theta-aktivitet under Kriya Yoga meditation viser aktivering af det ubevidste samtidig som den superhøje alfa reflekterer en stærkt koncentreret bevidst opmærksomhed. Her er der optimal kontakt til følelser og underbevidsthed.