Træk vejret gennem næsen!

Moderne forskning bekræfter yogatraditionens visdom

af Eddie Weitzberg, Docent, Karolinska Institutet

Nitrogenoxyd (NO) er en gas som tidligere blev betragtet som en miljøforurening. Denne gas dannes ved forbrænding og forekommer i høje koncentrationer i bl.a. cigaretrøg og i bilernes udstødning. Derfor vakte det stor opmærksomhed da det viste sig at NO også dannes i menneskekroppen.

Nobelprisen i medicin 1998 gik til tre amerikanske forskere for denne opdagelse. De kunne påvise at NO har betydning for reguleringen af blodkarrenes tonus. Der foregår en uafbrudt dannelse af NO i blodkarrenes vægge og dette lille gasmolekyle udvider blodkarrene for at fremme blodgennemstrømningen. Senere forskning har vist at NO også deltager i nervesystemets funktion, samt har en evne til at dræbe bakterier og virus.

Vores forskergruppe på Karolinska Institutet i Stockholm har studeret NO’s betydning i luftvejene. Vi har påvist at der normalt dannes store mængder NO i menneskets bihuler. Det kan nævnes, at hos flere individer oversteg koncentrationerne af NO i bihulerne de grænseværdier som miljømyndighederne anser det for sikkert at opholde sig i. Bihulerne står i kontakt med næsehulen via små åbninger og det betyder at niveauerne af NO også i næseluften er forholdsvis høje.

Hvilken betydning har dette? Ved ind­åndingen følger NO med luften ned i lungerne, især når man ånder gennem næsen. Eftersom NO er en kar-udvider så bliver de blodkar, som kommer i kontakt med lungeblærerne (alveolerne), udvidet. Det betyder at en større mængde af det blod som passerer lungeblærene kan iltes.

Mere ilt i blodet

Vi sammenlignede vejrtrækningen gennem næsen med vejrtrækningen gennem munden for at se om man kunne påvise nogen forskel i blodets iltning. Ganske rigtigt viste det sig at vejrtrækningen gennem næsen ledte til en 10-15% højere iltning af blodet. Som kontrol viste det sig at vejrtrækning gennem munden med tilsætning af NO fra en gasflaske gav en tilsvarende effekt, hvilket taler for at det er NO i næseluften der har disse positive virkninger.

Vi har også set på næseluftens betydning for patienter der ligger i respirator. Disse patienter er „intuberede“, dvs. de har en slange fra respiratoren direkte ned i luftvejene. Det betyder at deres næseluft ikke indgår i vejrtrækningen. Vi tilkoblede et enkelt pumpesystem som sugede næseluft fra det ene næsebor og denne luft blev så givet som tilskud i respiratoren. Denne forholdsvis enkle procedure hævede patienternes iltning af blodet med mellem 10-20%.

Disse opdagelser påviser et nyt princip hvor en virksom substans fra kroppen selv, NO, dannes i bihulerne og transporteres med indåndingsluften for at have en effekt i en anden del af kroppen, lungerne. NO virker på den måde som en luftbåren mediator (formidler) i menneskets luftveje.

Hvis man ser sig omkring i dyreverdenen så er det kun aberne og måske elefanterne som har NO i næsen. De øvrige dyrearter ser ud til at savne dette system. Man kan forestille sig at aberne og mennesket behøver dette system for at optimere iltningen fordi vi har rejst os op fra at gå på fire ben.

Kendt mange steder

Den viden at det kan være fordelagtigt at ånde gennem næsen er kendt viden om, men der har ikke været nogen videnskabelig forklaring på hvorfor det skulle være godt. Det er klart at luften renses bedre når man trækker vejret gennem næsen, men det forklarer ikke de positive virkninger på iltningen.

På fødeafdelingen opfordres de vordende mødre til at ånde ind gennem næsen og ud gennem munden under ve-arbejdet. Fysioterapeuter påpeger ofte at patienter med lungeproblemer bør ånde ind gennem næsen og ud gennem munden. Visse elite-idrætsfolk bruger næseudvidende plaster. Indenfor Yoga findes en række teknikker for næseåndedræt.

Selv i Biblen finder man en henvisning der kan fortolkes som at næse­åndedrættet kan være af betydning: „Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.“ (1 Mos 2,7)

Der findes altså en fleretusindårig viden om næsens betydning i åndedrættet. De seneste års forskning omkring det lille gasmolekyle NO kan måske bidrage med en videnskabelig forklaring.